TATOVERING er en forestilling, der er lige så personlig, som den er global. Lige så usentimental som den er in-your-face, og lige så hård som den er sårbar.
Alt imens en kvinde i 20’erne forsøger at tage afsked med den far, hun aldrig har kendt, trevler hun sin rå fortid op – så man kan lugte alt fra kartoffelmosen hos Kentucky Fried Chicken til at høre ekkoet af de afdøde amerikanske rappere til morgenfesterne.
Der tales 20 forskellige sprog i opgangene, men kun få taler ét flydende.
Det er absurd og morsom feminin selvjustits fra blokken, da hun hævngerrigt ydmyger sin meget ældre butikschef, da han lægger an på hende og veninden. Men det er også livsændrende alvor, da en af drengene drager i krig i Afghanistan og kommer tilbage i en kiste.
TATOVERING er en spontan, øm, rablende run-down af en faderløs ungdom. Fra en datter til sin døende far, der først ringer, da det er for sent.
Spilletid
1
Medvirkende
Sara Fanta Traore
Nana Morks
Kunstnerisk hold
Dramatiker og instruktør: Anna Malzer
Scenograf: Simone Bartholin
Lysdesigner: Mikkel Givskov
Lyddesigner: Emil Bøll
Pressecitater og anmeldelser
* * * * * TATOVERING gør kvindelig ungdom relevant for alle… Det er en scenekunstnerisk magtdemonstration.
Jyllands-Posten
* * * * * “Frisk så det svier i øjnene… En flyvende tornado af livserfaring”
GregersDH
* * * * * “Stærkt generationsportræt, der er slående direkte og overbevisende… Kvikt og stærkt… Nysgerrigt og provokerende”
Frederiksborg Amts Avis
* * * * * “Imponerende, bliv ved! Formfuldendt… Smukt, effektfuldt og lidt skræmmende”
Kulturkupeen
“Anna Malzer er en triumf… Anna Malzers anden fuldtræffer… Det er ballademinder fra et kantet, hengivent liv fortalt med teenagepigens påståelige, uimodståelige diktion, og det er ungdomsteater for alle aldre… Det er overraskende, at et så lille stykke kan splintre i så mange retninger, men stadig føles tæt og kunstnerisk sammenhængende… Skuespillerne har en forelsket dynamik, et hviskende, dansende samspil, jeg ikke kan blive træt af at betragte… Malzer skildrer en ung virkelighed, som minder om den, jeg kan kigge ud ad vinduet og se fra min lejlighed på Amager. Små popstjerner i Adidas-sæt foran Kebabvognen, som ikke plejer at kunne gå i teatret og se sig selv… Der er en insisteren på det folkelige i Malzers linje: men en folkelighed, der går i sneakers med guldkant”
Weekendavisen
