Genre: Crossover2021/20221 time og 45 minutter uden pause

“I was a child again looking at the world through a magnifier. Gazing at myself from outside cosmic space. I was sensing the sounds through my skeleton and bones. It was a journey through body and space.”
Publikum-respons på teater Atalante, Gøteborg


Mørke og Natur er en tværæstetisk performance med mørket, naturen og publikum som protagonister. Gennem lyd, duft, lys, mørke og stedsspecifik fiktion udforskes forholdet mellem mørket, naturen, mennesket og kunsten i en sansemættet todelt totaloplevelse. Hvordan er naturen og mennesket dele af et stort mørke, som vi næppe selv begriber?


Mørke og Natur er en oplevelse, hvor den kropslige erindring er i centrum. Publikum inviteres til en indendørs lejrplads, hvor fuglene kvidrer. Alene i hvert sit telt rejser de gennem lyd, duft og lys ind i mørket.


Værket havde premiere på Atalante i Gøteborg november 2019 og var kurateret til CPH Stage Internationale dage 2020. Mørke og Natur har været vist på K:Selekt og er støttet af Statens Kunstfond og Norsk Kulturråd.


NB. Mørke og Natur inkluderer en gåtur. Publikum ligger på en luftmadras i et telt alene. Minimumsalder 15 år. Max. 10 billetter pr. forestilling.


Spilletid

1 time og 45 minutter uden pause

Medvirkende

Kunstnerisk leder og performer: Naja Lee Jensen

Lydkunstner: Kristian Hverring

Billedkunstner og performer: Andreas Hald Oxenvad

Vært: Simone Wierød


Kunstnerisk hold

Kunstnerisk leder og performer: Naja Lee Jensen

Lydkunstner: Kristian Hverring

Duftdesigner: Klara Ravat

Lysdesigner: Tobias Leira

Billedkunstner og performer: Andreas Hald Oxenvad

Vært: Simone Wierød

Speak: Sophie Grodin


Pressecitater og anmeldelser

Webside:
http://najaleejensen.com/darkness-and-nature/

Anmeldelse:
https://bastard.blog/kritik/

“Jeg bliver pludselig bange, for uden for mit telt kan jeg høre lyde af trin, én der trækker vejret tungt, snuser. Måske et dyr? Forinden har en storm raset, regnen dryppet, et hav bruset, og fugle har kvidret, næsten som i en eksotisk regnskov.
Iscenesætter, performer og billedkunstner Naja Lee Jensens sceniske fremstilling Mørke og Natur lader i sin anden del publikum ligge alene i hver sit telt i bælgragende mørke. Og det er både uhyggeligt, tankevækkende og en stærk billedmættet og sanselig oplevelse. Performancen er båret af lydene udenfor teltet, men lugtesansen bliver også pirret. Jeg tror, det lugter lidt af svovl, da jeg kommer ind i salen i Det Kongelige Teaters Skuespilhus, og senere blivr duftene lidt mildere.
Men det er lydene, teaternaturen, der brager udenfor, og som skaber billeder inde i mig, der påvirker mig mest. Udover selvfølgelig mørket, som gør, at jeg intet kan se, men bare ligge der i teltet og netop forestille mig en hel masse. Jeg blev lillebitte, for det var som om, jeg kunne se mig selv helt ude fra universets mørke galakser. Billederne af naturen og af jordkloden, den blå planet, universet findes også inden i os, måske? Vi er selv natur, altså forbundet til den.
Mørket og naturen bliver hovedkaraktererne i dette posthumanistiske, tværæstetiske klimadrama, der undersøger vores forbindelse til de to elementer i en verden, hvor vi er vant til at være omgivet af arkitektur, teknologi og kunstig belysning. Vi er vant til at tænke, naturen og mørket, som derude  –  et andet sted.
I første del af Mørke og Natur bliver publikum guidet i flok ud i mørket omkring Skuespilhuset, hvor vi ser alle lysene fra byen. Vi går i stilhed, ned i parkeringskælderen i nærheden. Her i mellem bilerne, teknologien, bliver vi mindet om jordklodens historie. En performer kravler rundt og flytter på sten lagt ud på betongulvet, mens en tekst projiceret op på væggen koncist fortæller. Han flytter langsomt og møjsommeligt stenene og sætter dem ovenpå hinanden, som i et system, et sprog. Bevægelserne mimer måske jordens, landskabernes forvandlinger.
Mørke og Natur, som er en del af K:Selekt programmet (et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Statens Kunstfond)var for mig en interessant scenisk undersøgelse af mørket og naturen i os, grænserne mellem fortid og nutid og mellem værk og publikum – et kærkomment og æstetisk fascinerende klimaværk.”

Mette Garfield, Bastard

Billeder