Stenene er nok det i naturen som virker fjernest fra os mennesker. De føder hverken unger eller sætter
blomster, men de har rejst langt for at blive dem, de er i dag. I performanceværket Et tungt og langsomt
menneske er stenene centrum for en fortælling om sorgbearbejdelse og om at genkende sig selv i stenenes
langsomme liv. Værket fremføres som monolog henvendt til et du, som, til trods for sin død, er stadigt nærværende. I monologen bruges geologien som metafor for at tale om sorg og køn: På den ene side sorgen over at miste en bror, som aldrig rigtig forsvinder men efterhånden etableres som en kerne – en sans for det tunge. Og på den anden side en identitet som transperson, som udvikles ganske langsomt, tektonisk.
Stenene er mere end rekvisitter i værket, de er aktive spillere, som med deres trofaste kroppe måske ser døde ud, men langt fra er det. Værket lytter til stenenes stille eksistens og gør brug af fortællinger fra den gamle danske folketro som anser stenene for levende, fortryllede væsner. Det er en fortælling om at være på vej, ganske langsomt gennem sorgen og gennem landskabet hen mod en dybere forståelse af sig selv og sin plads i verden.
Spilletid
55
Medvirkende
Louis André Jørgensen
Kunstnerisk hold
Tekst, performance, scenografi og kostume: Louis André Jørgensen
Dramaturgi: Storm Møller Madsen
Komposition: Ragnhild May