I perioden fra den 15. september til og med den 30. september kan alle producenter af professionelt turneteater med forestillinger målrettet et publikum over 16 år indstille et værk til optagelse i Turnenetværk Danmark.
Du kan læse mere om Turnenetværk Danmark på her på Turneteater.dk og hos Statens Kunstfond, herunder formål med ordningen, krav til optagelse og målgruppe.
Sådan indstiller du et forslag
Indstilling af et værk til Turnenetværk Danmarks OPEN CALL foregår således:
- Indtast forestilling som en turneproduktion i Tereba for sæson 26-27 (vejledning finder du her på Scenits hjemmeside: https://www.scenit.dk/terebas-manualer/)
- Scenit godkender herefter indtastningen i Tereba.
- Efter godkendelse, klikker du på VÆLG inde under Produktioner og den valgte produktion.
- Indtast E-mailadresse i feltet og klik på OK (felt med mulighed for indtastning af mailadresse bliver først synligt mandag den 15. september 2025).
- Åbn mail fra tereba@scenit.dk og klik på link. Du kommer nu videre til forestillingen på v2.turneteater.dk og skal indtaste de manglende oplysninger:En beskrivelse af forestillingens eksperimenterende og/eller nyskabende karakter
Minimum antal opførelser for at turneen kan gennemføres
Antal medvirkende på scenen
Antal personer på turné - Forestillingen er nu oprettet og sendt til OPEN CALL.
- Scenit godkender indtastningen.
- Forestillingen bliver nu vist på v2.turneteater.dk og kan modtage thumbs ups fra alle netværksscener, når perioden for thumbs up starter.
- Ønsker I jeres forestilling optaget i Turnenetværk Danmark for mere end en sæson, dvs. for både sæson 26-27 og sæson 27-28, skal I oplyse dette i en mail til Scenit på turnegaranti@scenit.dk
Udvælgelse af værker – efterårets videre forløb
OPEN CALL perioden er fra den 15. september til og med den 30. september 2025. Thumbs up-perioden starter umiddelbart efter, og kører fra den 2. oktober til og med den 14. oktober 2025. Netværksscenerne har i den periode mulighed for at vurdere jeres forslag via såkaldte thumbs ups, som afgives online på v2.turneteater.dk. I vurderingen tages der højde for, om jeres forslag lever op til Turnenetværk Danmarks formål. Hver netværksscene har 15 thumb ups, de kan afgive til de indkomne forslag.
Er et værk blandt de 40 forslag (heriblandt minimum 5 internationale værker), som har opnået flest thumb ups, bliver den foreslåede forestilling “godkendt til drøftelse” ved det kommende kurateringsmøde, som afholdes den 27. oktober 2025 hos Dynamo – Workspace for circus and performing art i Odense. I vil modtage besked om, hvorvidt jeres forslag er gået videre efter thumbs up periodens udløb den 14. oktober 2025.
På kurateringsmødet i oktober udvælger netværksscenerne tilsammen 15 forskellige værker til Turnenetværkslisten. 3 af disse skal være internationale produktioner. De 15 værker må ikke allerede være udvalgt af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst.
Turnenetværkslisten vil, efter udvælgelse, bestå af 50 værker, som er valgt af henholdsvis Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst og af Turnenetværk Danmarks netværksscener. Den samlede liste med værker offentliggøres den 28. oktober 2025, og der åbnes for booking samme dag.
Nedenfor kan I se en oversigt over vigtige datoer og perioder ifm. udvælgelsen af værker til Turnenetværk Danmark til turne sæson 26/27.
Tidsplan for udvælgelse af værker sæson 26/27
15 – 30. september 2025 | Open call periode – producenter kan via Tereba indsende forslag til udvælgelse. |
2 – 14. oktober 2025 | Thumbs up-periode – Netværksscener kan på det nye turneteater.dk afgive thumbs up til de forestillinger, de mener lever op til netværkets formål. |
27. oktober 2025 | Kurateringsmøde afholdes for netværksscener. Netværksscenerne udvælger 15 værker til Turnenetværkslisten. |
28. oktober 2025 | Bookingperiode starter. |