Med “Varme Hænder” inviteres publikum ind i en relation mellem en handicappet forfatter og hendes nyansatte entusiastiske hjælper. Umiddelbart er de to et heldigt match, men stemningen ændrer sig i takt med, at samarbejdet mellem dem bliver anspændt og umuligt.
Egentligt starter det lyst og let ud. Camilla, en idealistisk børnehavepædagog, ønsker, efter nogle år i en børnehave og en stressende oplevelse, at bruge sine pædagogiske evner på andre områder. Hun søger job som handicaphjælper ved den delvist lammede, men skarpe og populære forfatter, Mathilde. Det er meningen, at det skal være “verdens nemmeste job,” det har Mathilde skrevet i annoncen: “Jeg søger en ledsager til kulturelle arrangementer.” Men alt viser sig at være svært – i alt fald for Camilla. Gennem stykket rejser hårene hos publikum sig i takt med, at Mathilde bliver mere og mere krævende, og Camilla i højere og højere grad sætter sig selv til side. Hun kæmper for at være lige så dygtig, som Mathildes øvrige handicaphjælpere, og det kræver alt hendes energi. Mod slutningen rammer corona og isolerer de to karakterer, indtil spændingen mellem dem er uudholdelig, og deres lille verden er ved at brænde sammen om ørerne på dem.
“Varme hænder” er skrevet med udgangspunkt i Stine Askovs nyudgivne roman (2024) af samme navn. Det er et stykke, der ligesom romanen, lægger op til debat. Hvad er det, der kræves af vores “varme hænder” i samfundet? Får de den støtte, de skal have, når de har brug for det? Er det en bestemt sårbar type, der vælger den slags job? Og er jobbet problemfrit, hvis bare du forstår at sætte grænser?
“Varme hænder” er aktuel, foruroligende og indimellem absurd morsom.
Spilletid
75 uden pause
Medvirkende
Tina Steen Jensen
Charlotte Trier
Kunstnerisk hold
Skuespiller: Tina Steen Jensen
Skuespiller: Charlotte Trier
Instruktør: Lasse Dehle
Dramatikerkonsulent: Tam Vibberstoft
(Romanforfatter: Stine Askov, forlag Gyldendal)