LEAS RUM – Pernille Garde Stage Art

LEAS RUM er en mørk og barsk danseforestilling baseret på Lea Vesterby Olesens virkelige historie. Med danseforestillingen LEAS RUM sætter koreograf Pernille Garde fokus på konsekvenserne ved seksuelle overgreb mod et barn og åbner et ubegribeligt og sårbart rum, usynligt for alle andre, fordi overgreb mod børn foregår mellem krænkeren og den krænkede bag lukkede døre. LEAS RUM fortælles gennem dans, ord, video og med nykomponeret musik.

På scenen står de tre unikke dansere Sherwin Dianne Reyes, Jan Vesala og Bo Madvig (Reumertvinder, bedste danser 2017), som virkelig formår at få historien om Lea ud over scenekanten i en fysisk yderst nærværende og overbevisende præstation.

LEAS RUM er fortællingen om, hvad det gør ved et menneskes eksistens, at opleve seksuelle overgreb som barn – at være fuldstændig alene, truet til tavshed, faret vild i sit traume. Om skam, skyld og angst. Forestillingen springer i tid og rum, mellem barn og voksen, og blander virkelige hændelser og erindringsglimt med drømme og mareridtsagtige billeder. Retssag, overgreb og sygdomsforløb udspiller sig i et foruroligende univers, hvor tre dansere skifter ind og ud af roller.

♥️♥️♥️♥️ Politiken: “Dansens styrke gør ledsagende ord overflødige. Man behøver ikke vise så meget, følelsen går lige ind. Overgreb lugter ilde. Den tur ned i mørket har publikum på Bådteatret en sjælden mulighed for at være med på. Helt tæt på.”

⭐⭐⭐⭐ IScene: “Instruktør Pernille Garde har ladet sig inspirere af en virkelig historie og har skabt en ordknap, men følelsesstærk fortælling om det tabubelagte emne. Vi ved, det sker, men vi vil helst ikke tale for meget om det. Det vil kompagniet Pernille Garde Stage Art og de får vævet en både poetisk og brutal koreografi, der rammer, fordi de fysiske billeder er så stærke”

⭐⭐⭐⭐ Cph Culture: “LEAS RUM bekræfter, at det er muligt at lave en danseforestilling selv om så vanskeligt et emne, når blot den kunstneriske integritet er i orden. Det er den heldigvis på Bådteatret.”

⭐️⭐️⭐️⭐️ Sceneblog: “Pernille Garde er i LEAS RUM ikke bange for at tale om smerten, og slet ikke bange for at bruge smukt koreograferet dans til at vise den.”

♦️♦️♦️♦️Ungt Teaterblod: “Denne forestilling er nemlig et yderst flot iscenesat og gennemkoreografisk værk, der virkelig forsøger at sætte skub i et emne, der ikke normalvis bliver berørt særlig ofte.”

Michael Svennevig: “Forestillingen er en drøm, der af og til bliver til mareridt, men med glimt af humor, der funkler underfuldt igennem mørket, og det har vi brug for, når det gælder en historie som denne. Min ledsager sad med røde øjne og kunne ikke gardere sig mod historien, der ramte genkendelige lag i hende. For det er det, der sker, når historier fortælles med kroppen, så når den helt derind, hvor ordene opløses og forsvinder. Derind, hvor vi er helt forsvarsløse og nøgne. Derind, hvor overgrebene gemmer sig i os. […] Det er en helstøbt og modig forestilling gennemført med stor kunstnerisk ekvilibrisme og integritet.[…] Der er ingen vej udenom LEAS RUM.”

Vibeke Wern, Danstidningen: “En stor force ved forestillingen er, at den aldrig bliver patetisk eller vulgær, heller ikke i de mere befamlende indslag og stiliserede overgreb. Mons Niklas Schak har lavet en enkel og stemningsfuld musik med uhyggelig grundtone til den velfungerende lille forestilling om et stort og svært emne.”

Citater af Lea Vesterby Olesen:

“Jeg udvikler OCD mens overgrebene sker. Jeg finder mønstre og linjer i rummet, dissocierer, og ser mig selv udefra. Hvis jeg spænder gør det mere ondt… følger lyset gennem en sprække, er opmærksom på helt små ting. Jeg kan flytte min opmærksomhed væk, og være et andet sted.“

”Jeg var helt hermetisk lukket… fuldstændig alene i verden.”

”Til sidst var jeg så lidt menneske, som man overhovedet kunne være. Der var ikke nogen substans tilbage, der var kun angst og flashbacks.”

BIO – Lea Vesterby Olesen: LEAS RUM er baseret på Lea Vesterby Olesens historie. Lea vokser op i Bork i Vestjylland, hvor hun udsættes for gentagne seksuelle overgreb gennem et halvt år i 1991/92, da hun er 6-7 år gammel. I årene efter udvikler hun PTSD, OCD og anoreksi og presses senere hen af flashbacks og angst og bærer på sine oplevelser helt alene. I de tiltagende flashbacks Lea oplever som voksen, mærker hun smerten fysisk; kroppen er i alarmberedskab; vejrtrækning, søvn og stemme påvirkes radikalt. Hallucination, dissociation og depression følger efter overgrebene.

Lea bliver ekstremt optaget af at perfektionere sin krop gennem konkurrencedans, men samtidig bliver dansen et frirum. Trods angst og utallige indlæggelser på anoreksiafdelingen på Odense Universitetshospital, formår Lea i sit voksenliv med opbakning og støtte fra psykiater Magnus Petersen at anmelde overgrebene, der resulterer i en straffesag i 2011, mod de to mænd, der forgreb sig på hende. De dømmes skyldige i byretten i 2012, men de anklagede anker sagen og i 2015 afgør landsretten, at der i strafferetslig optik ikke er nok beviser til domsfældelse.

I 2017 får Lea hjælp fra advokat Dorthe Kynde og Christian Dahlager til at føre en civil retssag, taber denne i byretten, men opnår fri proces af procesbevillingsnævnet til at føre sagen videre i landsretten.

Den civile retssag blev behandlet i Vestre Landsret i Viborg den 6. august 2019. Der blev afsagt dom den 3. september 2019, hvor de to mænd igen bliver frifundet på grund af manglende beviser. I modsætning til tidligere retspraksis på området, udtaler landsretten dog klart, at selv om en anklaget frifindes i en straffesag, kan selv samme anklagede kunne dømmes til at betale erstatning i en efterfølgende civil retssag. Dette skyldes at bevisbyrden er forskellig i en straffesag og i en civil retssag.

Lea har en kandidat i sociologi fra Københavns Universitet og arbejder i dag i Børne- og undervisningsministeriet som dataanalytiker.

Spilletid

Medvirkende

Kunstnerisk hold

Pressecitater og anmeldelser

Billeder